Målet er at skabe en dansk-inspireret arbejderhøjskole i Ukraine – et sted, hvor frihed, fællesskab og faglig stolthed kan vokse frem, og blive til ”den ukrainske model”
Den danske arbejderbevægelse har historisk vist, hvad organisering og oplysning kan betyde for et lands udvikling. De erfaringer er nu på vej videre østpå. Idéen bag Ukraine for folket er, at danske faglige værdier – sammenhold, uddannelse og demokrati på arbejdspladsen – kan være med til at styrke de kræfter i Ukraine, der arbejder for et frit og socialt retfærdigt samfund.
Blik- og Rørarbejderforbundet, Dansk El-Forbund og Malerforbundet ser initiativet som en naturlig forlængelse af deres solidariske rødder. “Når kolleger i Ukraine kæmper for retten til et ordentligt arbejdsliv midt i krigens skygge, så er det vores pligt at stå skulder ved skulder med dem,” lyder det samstemmende fra Henrik W. Petersen, forbundsformand for Blik- og Rørarbejderforbundet, Benny Yssing, forbundsformand for Dansk El-forbund og Tonny Olsen, forbundsformand for Malerforbundet.
Højskolen skal være et levende samlingspunkt for faglige aktive fra fagbevægelsen, hvor de kan mødes, blive uddannet, udveksle erfaringer og hente inspiration fra de danske traditioner for folkeoplysning og fællesskab. Målet er ikke at eksportere et færdigt koncept, men at dele de redskaber og erfaringer fra den danske model, som har vist sig bæredygtige i Danmark gennem generationer.



