26. maj 2025

Slyngelstuer er ikke for sjov!

Alle der har været på kursus på en arbejderhøjskole kender slyngelstuen. Den ligger oftest i kælderen, har en bar og måske også et poolbord eller et billardbord. Det er her, man søger hen om aftenen, når dagens undervisning er slut. Men slyngelstuer er ikke bare for sjov – de spiller en vigtig rolle, som alt for ofte undervurderes.

Billede til nyheden Slyngelstuer er ikke for sjov!

Det sociale element overses ofte på internationale kurser

Slyngelstuens værdi bliver særligt tydelig, når man har prøvet at arrangere kurser og konferencer i Østeuropa. Programmet gennemføres, middagen er spist – og pludselig er alle kursister forsvundet ud i byen, hver til sit eller i små grupper.

I Danmark er vi vant til, at kursister og undervisere hygger sig sammen om aftenen. Det er en del af kulturen. Men den tradition findes ikke automatisk andre steder. Mange deltagere ser det som en bonus, at man kan opleve nattelivet i Vilnius, Beograd eller Warszawa.

Men set med danske foreningsøjne, hvor midlerne til kursusvirksomhed skal findes i egne budgetter, er der noget galt i det billede.

Kurser er også fællesskab og organisering

Når medlemmernes kontingentkroner bruges på kurser, skal det give fuld værdi. Det handler ikke kun om fagligt indhold, men også om, at deltagerne socialiserer på tværs. Det er om aftenen, i slyngelstuen, at netværk dannes, relationer styrkes – og hvor idéer bliver til nye initiativer.

Danske foreninger gør en indsats for at holde folk samlet. Man arrangerer sociale aktiviteter og lægger kurser væk fra storbyen, så fristelserne ikke splitter fællesskabet.

Billigere, tryggere – og mere inkluderende

Når kursister i storbyen søger mod barer og diskoteker, køber de ikke bare dyre drinks – de ekskluderer også dem, der ikke har råd til at følge med. Det skaber en social og økonomisk slagside.

Samtidig bliver det umuligt at føre en alkoholpolitik, hvis man ikke selv styrer udskænkningen. På diskotekerne kan man ikke vælge kun at servere øl og vin – og man risikerer at havne i situationer med uønskede elementer og utryghed.

Alt det undgår man, når man selv driver slyngelstuen. Og hvorfor lægge pengene i lommerne på en diskotekejer, når de kan blive i foreningens egen barkasse?

Egne midler er udviklende

Når man har en barkasse med egne midler, bestemmer man selv. I modsætning til puljemidler, kan man bruge pengene præcis, som medlemmerne prioriterer. Det skaber levende debat og bevidst organisering: Hvad er vigtigst? Hvad kan gøres billigere? Hvordan skaffer vi flere midler?

Sådan noget udvikler både foreningen og de mennesker, der er med.

En arbejderhøjskole i Ukraine

I Ukraine har vi ikke brug for kurser på hoteller, hvor deltagerne forsvinder ud i Kyivs natteliv, og lægger deres Hryvnias bag bardisken. Vi har brug for et sted, hvor fællesskab, læring og organisering hænger sammen – også om aftenen.

Derfor samler vi ind til en dansk-inspireret arbejderhøjskole i Ukraine. Et sted med undervisning, slyngelstue og sammenhold.

Støt projektet – send et bidrag til MobilePay 57033.

Maj Jensen er generalsekretær for Fri Kultur, der sammen med Serviceforbundet har taget initiativ til at samle ind til at etablere en arbejderhøjskole i Ukraine. Maj har tidligere været forbundssekretær i DSU og Young European Socialists. Maj har mere end 15 års erfaring med udviklingsprojekter i Østeuropa og arbejdet med politiske aktivister og fagforeningsmedlemmer fra blandt andet Belarus, Litauen, Serbien og Ukraine.

Relaterede nyheder