Interview: Derfor skal der etableres en arbejderhøjskole i Ukraine?

Hvad er det for en idé, du og jeres projekt kredser om, når I taler om en "arbejderhøjskole" i Ukraine?

Vores idé udspringer af den grundlæggende erkendelse i arbejderbevægelsen: At lige muligheder og retfærdighed ikke bliver givet – de skal organiseres og kæmpes for. Det er denne forståelse, der har været med til at forme det danske velfærdssamfund og den beskyttelse, vi i dag har på arbejdsmarkedet.

Gennem Fri Kulturs mangeårige arbejde i Østeuropa har vi bemærket, at denne værdi ikke danner samme fundament der. Den historiske forklaring er, at lighed i årtier blev leveret af kommuniststaten. Borgerne havde ingen reel indflydelse på statens ageren, og det skabte en passiv tilgang til, hvem der har ansvaret for at sikre lige muligheder og retfærdighed.

Denne forskel har vi mærket tydeligt gennem vores internationale aktiviteter, hvor vi ofte oplever, at østeuropæiske foreninger og aktivister forventer, at kurser og konferencer placeres på tre- eller firestjernede hoteller, uden kursusgebyr og med fuld rejserefusion. Og hvem kan fortænke dem i det? Det er jo i høj grad sådan, vestlige lande, puljer og dermed foreninger har organiseret internationale projekter siden kommunismens fald.

En arbejderhøjskole tapper direkte ind i den anden tradition – den folkelige, organiserende tilgang. Det er et uddannelsescenter, der sigter mod at gøre tillidsvalgte og aktivister skarpere på at kæmpe for rettigheder og lighed – på et oplyst grundlag og med de rette værktøjer.

Hvorfor er det netop en arbejderhøjskole, Ukraine har brug for – midt i krig, genopbygning og ønsket om demokrati?

Ukraine har brug for en langt stærkere arbejderbevægelse, fordi det er afgørende for at vinde freden – uanset hvordan fredsaftalen ender med at se ud. At vinde freden handler nemlig ikke kun om geopolitik og grænser, men om at den brede befolkning skal mærke håb, værdighed og fremgang. Og det kræver stærke fagforeninger og velfungerende venstrefløjspartier – med rødder i virkeligheden.

En arbejderhøjskole er lige præcis det, Ukraine har brug for. Ikke et kursus på et hotel med buffet og fondsmidler fra Vesten. For den skjulte læreplan dér er jo, at lighed og retfærdighed foregår på første klasse – og at regningen altid betales af nogen andre. Det var ikke sådan, vi byggede arbejderbevægelsen i Danmark i 1871. Her gjorde man det selv, fra bunden, med kontingenter, møder i baglokaler og barsalg til partikassen.

Det er derfor, ideen om en arbejderhøjskole i Ukraine er god – tre gange god. For det første fordi uddannelse er en nøgle til kulturforandring og organisatorisk styrke. For det andet fordi vi har skruet projektet sådan sammen, at ukrainerne selv bliver medskabere og over tid overtager ejerskabet. Ikke fra starten – men i takt med, at de selv lægger mønt i projektet og driver det videre. Kursusgebyrer og selvorganiseret kiosk- og barsalg bliver ikke bare økonomisk nødvendige, men pædagogiske redskaber i en learning-by-doing-proces, der lærer noget langt vigtigere: at man selv organiserer de forandringer, man ønsker.

Og for det tredje: Når ukrainske samarbejdsorganisationer med tiden “betaler” de danske partnere ud – formentlig til en vennepris – skal de midler bruges til at starte en ny arbejderhøjskole i en anden region. Kan vi lykkes med én, kan vi lykkes med flere.

Det haster. For kulturforandringer sker ikke over natten. Jo før vi kommer i gang, jo bedre er ukrainerne rustet, når freden kommer – og ved det første præsident- eller parlamentsvalg efter krigen. I det lys burde vi have startet indsamlingen til arbejderhøjskolen i går. Eller for tre år siden.

Du trækker tråde tilbage til den danske arbejderbevægelse – men hvad er det præcist, vi har lært herhjemme, som faktisk giver mening at tage med til Ukraine? Nogle vil måske mene, at vores erfaringer er forældede eller ikke kan overføres. Hvorfor mener du det modsatte?

Jeg ser intet forældet i værdien af, at man selv skal skabe forandring gennem sammenhold og organisering. Tager man det alvorligt, følger der et ansvar med for selv at udvikle de redskaber, der skal til for at håndtere tidens udfordringer.

I den danske arbejderbevægelse har vi mere end 150 års erfaring med netop det: at tage ansvar og organisere os. Hvert skridt har kastet nye udfordringer af sig, som vi har måttet løse. Et tidligt eksempel er kontingentinddrivelsen: Hvordan håndterer man medlemmer, der ikke betaler? Hvad skal konsekvensen være ved restance, og hvordan får man flere til at betale? Det arbejder vi stadig med den dag i dag – og vi har opbygget en kæmpe erfaringsbank undervejs.

I Ukraine er det f.eks. ikke almindeligt, at man som partimedlem betaler kontingent. Men jeg har svært ved at se, hvordan demokratiet i Ukraine for alvor skal slå rod, hvis det ikke ændrer sig. Hvordan skal et venstrefløjsparti blive slagkraftigt uden økonomisk mulighed for at organisere? Det er en vigtig diskussion at tage med ukrainske kammerater, og når først den grundlæggende forståelse er på plads, kan vi dele ud af den praktiske viden, vi har opbygget omkring kontingentinddrivelse.

Det er blot ét eksempel – men pointen gælder hele vejen rundt. Vi har bunker af erfaringer, og ægte solidaritet er at dele ud af dem. Så er det op til ukrainerne at vurdere, hvad der giver mening for dem.

At mene, at den danske arbejderbevægelse ikke har noget at byde på i forhold til Ukraine, forekommer mig helt forkert – især når man ser, hvad vi har skabt herhjemme. Jeg tror faktisk ikke, der findes mange i den danske fagbevægelse, som er uenige i det.

Gennem årene har du mødt mange aktivister og foreninger i Østeuropa. Hvad har det lært dig om forskellen på at få noget udefra – og at bygge noget selv?

Jeg er ikke i tvivl om, at det er langt mere formativt og selvtillidsopbyggende at bygge noget selv. Det skaber ejerskab, ansvarlighed – og blod på tanden til at bygge videre.

Når hjælpen kommer udefra, bliver det hurtigt mere kompliceret. Det klassiske spørgsmål melder sig: Giver man en fisk – eller en fiskestang? Fisken giver hverken stolthed eller handlekraft. I stedet for at udvikle nye løsninger eller tage kampen op, begynder man at vente på næste fisk.

En arbejderhøjskole er en fiskestang. Den giver vores ukrainske samarbejdspartnere mulighed for reel forandring, udvikling og ansvar – og netop derfor tror jeg, det gør en forskel.

Hvad siger du til dem, der er i tvivl om, hvorvidt det her overhovedet kan lade sig gøre?

Den slags mennesker har jeg faktisk ikke mødt endnu. Til gengæld har jeg talt med mange ukrainske aktivister, som mener, at vores projekt er noget helt nyt – noget, man ikke har set før. De oplever, at det rammer præcist ned i kernen af, hvad Ukraine har brug for, hvis livet skal være værd at leve i fremtiden.

Mit svar er: Hvis Ukraine skal vinde freden efter krigen, har landet brug for en stærk arbejderbevægelse – med levende fagforeninger og medlemsbaserede venstrefløjspartier. Og vi i Danmark har en oplagt interesse i at hjælpe. Ikke kun for Ukraines skyld, men også for vores egen: så folk kan vende hjem og skabe et frit, demokratisk og socialt retfærdigt Ukraine.